Book tid Ring mig op Kontakt

Har du smerter på og omkring et lille knoglefremspring øverst på skinnebenet, når du dyrker sport ?

Så kan det være, du lider af en Osgood Schlatter sygdom.

Osgood Schlatter4

Hvad er Osgood Schlatter?

Osgood Schlatter er en irritationstilstand (inflammation) omkring knoglefremspringet, hvor den store lårbensmuskel quadriceps femoris sidder fast. Lidelsen rammer oftest idrætsaktive drenge i alderen 9-15 år. Her er det især idrætsgrenen fodbold, der kræver de fleste ofre.
Inflammationen på muskel/senehæftet bevirker, at man får smerter ved visse fysiske bevægelser såsom spark, sprint, retningsskifte og hop. Lidelsen vil ofte skabe en øm forhøjning - hævelse øverst på skinnebenet.

Hvorfor får man Osgood Schlatter?

Øverst på skinnebenet er der et lille knoglefremspring, hvorpå lårbensmusklen hæfter. Hos børn er dette knoglefremspring endnu ikke helt sammenvokset med skinnebenet. Når man aktiverer lårbensmusklen (den firehovedet knæstrækkermuskel) ved f.eks. spark, hop og sprint, vil det kontinuerligt trække det lille knoglefremspring fra skinnebenet. Og derved kan der opstå den udløsende smertende irritationstilstand.
Men der kan også findes nogle sekundære årsager til irritationen. Nemlig bækkenproblemer, for kort hasemuskulatur og fodstillingsfejl som nogle af de almindeligst forekommende.

Hvordan behandler man lidelsen

Lægen vil ofte diktere fuldstændig ro og inaktivitet, når de finder en Osgood Schlatter hos en ung idrætsudøver. Derfor skulle man tro, at det bare er at sætte sig ned og vente på, at lidelsen går i sig selv. Stort set alle bliver nemlig symptomfrie igen, men ubehandlet kan der godt gå op til et år, før man er klar til at dyrke sin sport igen uden smerter.
Der findes en lang række træningsøvelser på nettet, der skulle hjælpe mod en Osgood Schlatter. Desværre virker de ikke efter hensigten.

Men sådan behøver det bestemt ikke at være. Selv om der ikke findes et quick fix på denne lidelse, så vil man med den rette behandlingsplan og træningsplanlægning ofte være symptomfri efter 3 måneder. Men det kræver, at man er disciplineret til at følge en plan, der kan se ud som følger:

• Træningsomlægning, hvor man udtager de øvelser og træningspassager, der giver smerter. Alt hvad der ikke udløser smerter, skal du deltage i på samme fod som dine holdkammerater. Sørg for at lave planen sammen med både din idrætsfysioterapeut og din træner.

• Der skal altid påføres en støttetape, når du dyrker din sport. Tapen placeres over muskel/senehæftet på skinnebenet. Det sørger for, at trækket i det ustabile knoglefremspring minimeres.

• Behandling hos din idrætsfysioterapeut. Behandlingen sigter mod at fjerne inflammationen via bl.a. laser, akupunktur, mobiliseringsteknikker samt at fjerne det uhensigtsmæssige træk i knoglefremspringet 

 

Osgood Schlatter3

 

Vi håber, ovenstående har givet et lille indblik i hvilke mekanismer, der er på spil ved en Osgood Schlatter sygdom. Har du brug for hjælp til at fjerne smerterne eller har nogle spørgsmål omkring lidelsen - så kontakt os gerne!

 



Skrevet af:

Finn Thomsen

Indehaver, Autoriseret Fysioterapeut & medicinsk Akupunktør